I uge 27 i Brørup hallerne var der Ferie Fjer for unge op til og med 15 år, der spiller badminton. Ferie fjer er noget Brørup badmintonklub arrangerer i samarbejde med DGI. Til Ferie Fjer kan alle være med, både børn der har spillet badminton i lang tid, børn der har spillet i et år eller børn der bare synes det kunne være sjovt at prøve.
Hvert år kommer der en træner og hjælpetræner, der har et program klar, som ungerne skal igennem hele ugen.
Det plejer at indbefatte: teknisk træning, benarbejde, opvarmning, udstrækning og selvfølgelig en masse sjove lege.
Hele ugen bruger vi på at lære nye mennesker at kende og spille en masse fedt badminton.
Victoria
_____
Jeg var på besøg fredag, som var sidste dag og herfra er de fleste billeder.
Jeg mødte de unge mennesker i deres frokostpause. Hyggen var ikke til at tage fejl af, snak, latter og et spil kort kunne der også blive plads til.
Efter pausen gik alle i hallen igen, og straks blev ketcherne grebet – der var ingen tvivl, de elsker bare at spille badminton. I løbet af eftermiddagen var der lege = en sjov måde at træne på. Og så var der legene omkring badmintonnettet, som giver en masse god træning med ketcher – en sjov måde at træne ketcher på.
Jeg talte med et par gutter, der havde travlt rundt om nettet. De havde haft en god uge. Der var ting, de mente de kunne i forvejen, men der havde også mange ting, som de havde lært.
Det var også dejligt at se, at selv om der var store spring i alder, var det absolut ikke de store og de små – nej, her kunne man være sammen – små som store – dejligt at se.
Britta